Schullehrer gibt auf: Was ich in den letzten Jahren in Kopenhagen erlebt habe, hat mich gebrochen [Paywall]

Udpluk:

> Der er ikke langt fra tanken om børns forøgede skolevægring og denne måde at drive skole på. Kunne der være en sammenhæng mellem dette og måden, hvorpå man håndterer økonomiske udfordringer?

> I en tid, hvor børn har adgang til hele verden gennem deres iPhones, kunne det så tænkes, at det lille fællesskab, som klassen er, netop er noget genkendeligt, trygt og rart? Uagtet hvor komplekst og svært dette fællesskab også er. Når vi voksne splitter børns fællesskaber op, giver det så gode betingelser for at lære sociale og faglige strategier? Giver det barnet mulighed for at træne og håndtere svære følelser?

PS: Det med at splitte børns fællesskaber refererer her til klassesammenlægninger.

> Forældrene udtrykker bekymring, men i mangel på muligheder ender de med at slå sig til tåls. Hvis forældrene har muligheder og ressourcer, flytter de ud af byen eller flytter deres børn til privatskolerne. Tilbage i folkeskolen er de ressourcesvage, og den danske folkeskolemodel som i mange år har været kendetegnet af mangfoldighed, ender med at blive udvandet.

–

> At vi som faggruppe accepterer dette, forstår jeg ikke. Og hvorfor accepterer skolelederne det? Jeg har i alt for høj grad oplevet skoleledelser, som er systemets mænd, og som oversvømmer lærerne med møder, tiltag og forandringer, forandringer, forandringer.